Færre deler ulovlige nudes. Har du styr på reglerne? - Børneportalen.dk

Færre deler ulovlige nudes. Har du styr på reglerne?

Intime videoer, nudes eller nøgenbilleder. Færre unge deler den slags film og billeder af andre uden at have fået lov. Men har du styr på, hvornår det er ok at dele billeder af andre - og hvornår det er ulovligt?
Færre unge deler ulovlige nøgenbilleder og videoer af andre. FOTO: Jonas Normann (modelfoto)
Færre unge deler ulovlige nøgenbilleder og videoer af andre. FOTO: Jonas Normann (modelfoto)

Det er hurtigt at dele et foto i en gruppe på Snapchat eller videresende en video på Messenger.

Men det er ikke altid lovligt at trykke på del-knappen.

Det er nemlig strafbart at dele nøgenbilleder eller intime videoer, hvis du ikke har fået lov. 

Og er personerne i videoen eller på billederne under 18 år, er det altid ulovligt at dele - også selvom de har givet lov.

Færre deler intime billeder og videoer

Men noget tyder på, at flere har fået styr på reglerne. 

En ny undersøgelse viser nemlig, at halvt så mange unge deler nøgenbilleder uden at have fået lov. 

Undersøgelsen har sammenlignet, hvor mange der delte ulovlige nudes i 2017 og i 2020.

Har du fået delt noget?

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis du har oplevet noget ubehageligt online.

Du kan fx skrive eller ringe til SletDet. De kan hjælpe dig, hvis du har fået delt noget mod din vilje - eller hvis du selv er kommet til at dele noget.