Psykisk vold er ikke okay - Børneportalen.dk

Psykisk vold er ikke okay

Nogle børn og unge oplever, at deres forældre truer dem, taler grimt til dem eller forhindrer dem i at gå i skole eller være sammen med deres venner. Det er aldrig okay, når voksne opfører sig sådan.
FOTO: Morten Øbro (pressefoto fra DR)
FOTO: Morten Øbro (pressefoto fra DR)

Måske har du set DR Ultras populære serie Klassen? Nogle af skuespillerne derfra kan du også møde i en Ultra-serie, hvor en række børn deler deres fortællinger om at komme fra hjem med psykisk vold.

Det er ikke okay er en serie i fem afsnit, hvor en række børn fortæller deres personlige historier om altid at være på vagt og bange for, hvad deres forældre kan finde på i næste øjeblik. Vi møder blandt andet en pige, der jævnligt får at vide af sin mor, at hun aldrig skulle have været født. Og vi møder en dreng, der altid er bange for at få tæsk af sin far, og som beskriver frygten for tæskene som meget værre end selve slagene.

Begge dele er psykisk vold. Serien viser også mange andre måder, hvorpå børn kan opleve psykisk vold fra deres forældre. Her er en række eksempler på forhold, som aldrig er okay, og som kan være psykisk vold:

  • Trusler om fysisk vold
  • Konstant at blive udsat for skræmmende eller kaotiske forhold
  • At blive nedgjort gentagne gange
  • Konstant at blive isoleret eller forhindret i for eksempel at gå i skole
  • At være vidne til vold mod familiemedlemmer
  • Konstant at blive pålagt skyld
  • At blive forhindret adgang til mad, vand, lys og toilet
  • At få stillet urealistiske krav til sig

 

Er du okay?

Kan du genkende nogle af de her ting? Så sig det højt! Voldsomme skænderier og konflikter kan være svære at være i derhjemme. Både de højtlydte og de skjulte. Nedenfor kan du se, hvor du kan søge hjælp.

Her kan du få hjælp:

Børnetelefonen

Alle børn og unge kan ringe anonymt til Børnetelefonen om alle slags bekymringer og problemer. Du kan også få hjælp til at finde en bisidder, som kan hjælpe dig med at skrive, ringe og gå med til møder i kommunen.

Telefon: 116 111 (du kan også sms'e)

Bryd Tavsheden

– om børnevold og kærestevold

Hvis du oplever vold i din familie eller i dit forhold, kan du få hjælp hos Bryd Tavsheden. Du kan skrive anonymt til brevkassen og chatte eller tale med en rådgiver, som lytter og hjælper dig videre mod et liv uden vold.

Telefon: 44 45 20 90

Politiet

Hvis du selv eller din familie bliver udsat for vold eller overgreb, kan du altid ringe til politiet på 112. Hvis du vil anmelde noget, der allerede er sket, kan du ringe til politiet på 114.

Telefon: 112

Er du okay?

På hjemmesiden www.erduokay.dk kan du læse mere om psykisk vold og tage en test, om du er okay. Her kan du også læse, hvordan du kan slette dine digitale spor, hvis du er bekymret for, at dine forældre kan se, at du har søgt hjælp mod psykisk vold. Og du kan få gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du er bekymret for en ven.
www.erduokay.dk