Vidste du: Børn og unge kan også blive ramt af stress

Hold styr på dine streaks, vær sammen med vennerne og sørg for at kroppen er fit. Mange børn og unge er pressede, og for nogle kan det betyde stress. Det viser en ny undersøgelse.
Det er ikke bare én ting, der presser børn og unge. Det er derimod en kombination af flere ting, der for nogen kan lede til stress. FOTO: Jonas Normann (modelfoto)
Det er ikke bare én ting, der presser børn og unge. Det er derimod en kombination af flere ting, der for nogen kan lede til stress. FOTO: Jonas Normann (modelfoto)

FOMO, snaps, der tikker ind non stop og en krop, der ikke helt ser ud, som man kunne ønske sig.

14 % af eleverne i 6. og 9. klasse har følt sig stresset ofte eller hele tiden den seneste måned.

Og presset kommer ikke bare fra ét sted. Tværtimod er det en kombination af mange ting, der kan få det hele til at virke uoverskueligt.

Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår.

Fx fortæller en 15-årig dreng:

-Jeg føler et stort pres med en masse afleveringer, fodbold og at jeg altid skal være på overfor vennerne og er bange for at ryge ud af gruppen fordi jeg fremstår irriterende.

Hjælp til dig der er presset eller stresset

Hvis du har svært ved at overskue tingene eller føler dig stresset, er det vigtigt at tale med nogen.

Du kan fx ringe til Børnetelefonen. Her sidder de klar til at tale med dig om dine problemer og tanker.

Men det er ikke alle, der søger hjælp. 1 ud af 3 elever, der ofte eller hele tiden er stresset, har ikke talt med nogen om det.

- Jeg ved at de ikke ville kunne forstå mig, da både min mor og far aldrig har været ramt af depression og angst, siger en pige fra 9. klasse og fortæller:

- Jeg har ikke rigtig nogen at fortælle det til. De ville bare sige ’det er bare en periode’, men det er det jo ikke.