Rettighedsspil - Børneportalen.dk

Rettighedsspil

Det er ikke bare voksne, der har rettigheder. Det har børn og unge også. Bliv klogere på dine rettigheder og FN's Børnekonvention ved at spille rettighedsspillet.

Hvis du går i folkeskole, på privat skole, botilbud eller en anden form for grundskole, har din skole modtaget plakater og klistermærker fra Børneportalen og Børnerådet.

Det har I modtaget, fordi vi har lavet kampagnen Ryk på dine rettigheder. Den forklarer børns rettigheder og FN's Børnekonvention.

En del af kampagnen er et rettighedsspil, som du kan downloade herunder.

Print det, klip det ud og spil det i skolen - eller med dine venner og familie i fritiden.

Nederst på siden kan du finde en facitliste til spillet.

Download rettighedsspillet

Bliv klogere på børns rettigheder ved at spille rettighedsspillet

Rettighedsspil

Facitliste

Tjek om du har matchet spørgsmålene med de rigtige svar

Spørgsmål

Svar

Min krop passer slet ikke til den, jeg er 👦👱 Men jeg vil bare gerne være ligesom de andre?

Føler du dig som andet, end det køn du er født med, kan det være godt at tale med nogen. Uanset hvad er din krop din egen, og du har ret til at blive behandlet som alle andre.

Min familie er kristen, men jeg vil gerne i moské med min veninde ❤️ For jeg er ikke helt sikker på det der med religion…

Som barn har du ret til selv at vælge, hvilken religion du vil tilhøre. Det betyder, at selv om din familie er kristen, behøver du ikke nødvendigvis at være det. Tal med dine forældre, hvis du gerne vil af sted med din veninde.

Er det rigtigt, at jeg ikke må følge med i nyhederne 📺 bare fordi jeg er et barn?

Du har ret til at vide, hvad der foregår rundt omkring i verden. Nogle nyheder kan være lidt uhyggelige eller skræmmende. Men der er flere steder, som laver nyheder særligt til børn: Du kan fx læse med i Børneavisen og se DR Ultra Nyt.

Mine forældre siger tit, at jeg skal blive hjemme fra skole for at passe min lillesøster 👶 Men jeg vil bare gerne være sammen med mine venner i skolen?

Din lillesøster er dine forældres ansvar – og ikke dit. Så du skal tage af sted, for det står faktisk i loven, at du skal have undervisning.

Til en fest ville en dreng fra min klasse have sex med mig. Det ville jeg ikke. Men han gjorde det alligevel 😢 Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre?

Du har ret til en barndom uden voldtægt og overgreb. Når det alligevel er sket, er det vigtigt, du taler med nogen om det. Du skal fortælle en voksen om, hvad der er sket, så det kan blive anmeldt til politiet.

Mine venner vil drikke vildt meget, når vi skal konfirmeres🍻🥂 Men jeg har ikke lyst?

Det er faktisk de færreste, der drikker, når de bliver konfirmeret. Du kan også først købe alkohol, når du fylder 16 år. Og det er der flere grunde til: Drikker man i en tidlig alder, kan det nemlig påvirke hjernen og føre til, at man gør dumme ting.

Min bedste ven bliver ikke inviteret med til fødselsdagene i klassen🎂 fordi han sidder i kørestol. Men han vil gerne med?🤔

Man må ikke behandle nogen anderledes, fordi de har et handicap. Børn med handicap har nemlig ret til at deltage i samfundet og blive behandlet på lige fod med alle andre. Hvis det ikke sker, kan du tage fat i din lærer.

Jeg bliver mobbet i skolen, fordi min far er fra Syrien. Er det ok, jeg bliver hjemme?😔

Man må ikke behandle andre dårligt, fordi de har en anden kultur eller hudfarve. Du har ret til at gå i skole og være glad for det. Derfor skal din skole sørge for, at mobberiet stopper, så du gerne vil afsted om morgenen

Jeg har blå mærker på armene😟 Min mor slår mig👊når jeg kommer for sent hjem. Må hun det?

Dine forældre må ikke slå dig. Du har nemlig ret til en barndom uden vold. Hvis det alligevel sker, skal du fortælle det til din lærer eller en anden voksen. Så kan de få kommunen til at hjælpe dig.

Jeg bor hos en plejefamilie 🏘 og jeg savner min mor💕 Kan jeg se hende noget mere?

Når du er anbragt, har du ret til at sige din mening til kommunen. Det er også dem, du skal tale med, hvis du gerne vil se din mor oftere. Du har nemlig ret til at se din familie – hvis du har lyst til det, og det er godt for dig.

Min mor har en depression😢 Jeg prøver at hjælpe hende, men jeg ved ikke, om det er nok?

Du har ret til en god og tryg barndom, hvor voksne tager sig af dig. Derfor er det ikke dig, der har ansvaret for din mor, hvis hun er syg. Får hun ikke allerede hjælp, kan du sige det til din lærer eller en anden voksen, som kan få kommunen til at hjælpe jer.

Jeg er 13 år og vil sygt gerne tjene 💰💰💰 Må jeg det?

Du må gerne have lettere arbejde og tjene dine egne penge, når du er 13 år. Der er forskellige regler for, hvad du må lave, og hvor meget du må arbejde. Som 13-årig må du ikke arbejde mere end 2 timer på skoledage.