15-årig blev delt online: Det var ikke mig, der gjorde noget galt - Børneportalen.dk

15-årig blev delt online: Det var ikke mig, der gjorde noget galt

Et nøgenbillede, der bliver spredt via Snapchat, en fake profil med upassende billeder på Instagram eller måske en sexvideo på Messenger. Bogen "Delt" dykker ned, hvad digitale sexkrænkelser er - og hvilke love der gælder for deling af billeder online.
Det er ulovligt at opbevare eller dele et seksuelt billede eller video af personer under 18 år – også selvom de har givet lov. Der gælder dog andre regler for kærestepar. FOTO: AdobeStock
Det er ulovligt at opbevare eller dele et seksuelt billede eller video af personer under 18 år – også selvom de har givet lov. Der gælder dog andre regler for kærestepar. FOTO: AdobeStock

- Jeg ved, at det, der skete, ikke var min egen skyld. Det var ikke mig, der gjorde noget galt. Det gjorde til gengæld de, der filmede og delte.

Sådan fortæller Linea, der som 15-årig blev filmet, mens hun havde sex med en fyr til en fest. Senere blev videoen delt via sociale medier.

Linea er én af de unge, der står frem i bogen "Delt". Her fortæller en række unge, hvordan det er at få delt eller at dele seksuelle billeder og videoer online, fx på Snapchat og Instagram.

Bag bogen står Red Barnet, Center for Digital Pædagogik og Medietrådet for Børn og Unge.

I bogen kan man læse også om, hvilke love og regler, der gælder, når man deler billeder på nettet og sociale medier.

Ulovligt og strafbart at krænke andre online

Det er fx ulovligt og strafbart at opbevare eller dele et seksuelt billede eller video af personer under 18 år – også selvom de har givet lov til det. Det gælder dog ikke for kærester, der gerne må have og gemme billederne, men ikke dele dem.

Det betyder altså, at det er den, der har delt, som har gjort noget forkert - og ikke den, der er på videoen eller billedet.

- Der er ikke noget galt i at have sex med en sød fyr til en fest, når man er en 15-årig pige. Det betyder ikke, at man er klam eller ulækker, lyder det fra Linea i bogen.

Til gengæld er det ikke ulovligt for kærester at dele seksuelle billeder og videoer med hinanden - hvis begge er over 15 år. Men billederne og videoerne må ikke deles eller videresendes til andre, og de skal slettes, hvis forholdet stopper.