Venner, tid og frihed: Sådan er det gode fritidsliv - Børneportalen.dk

Venner, tid og frihed: Sådan er det gode fritidsliv

Tid med vennerne, gang i kroppen og frihed til at gøre, hvad man vil. Langt de fleste unge har et godt fritidsliv netop af de grunde. Men samtidig oplever en gruppe unge det modsatte – enten fordi de savner venner eller tid og overskud til at gøre alt det, de gerne vil.
Størstedelen af unge har et godt fritidsliv. Det viser en undersøgelse fra Børnerådet. FOTO: Ty Stange
Størstedelen af unge har et godt fritidsliv. Det viser en undersøgelse fra Børnerådet. FOTO: Ty Stange

-Jeg laver det, jeg gerne vil, og har frihed til det.

Sådan fortæller en 14-årig pige, der sammen med 1658 andre elever i 9. klasse har deltaget i Børnerådets undersøgelse om unges fritidsliv. Undersøgelsen viser, at unge generelt har et godt fritidsliv: De mødes med vennerne, laver lektier, bruger tid på sociale medier og går til fritidsaktiviteter.

Faktisk går mere end 60 % af de unge til faste aktiviteter i deres fritid. Én af grundene  er, at det er sjovt.

-Jeg føler mig bedre tilpas bagefter. Det er også godt at føle, at man bliver bedre til noget, forklarer en 15-årig dreng i undersøgelsen.

Figuren viser, at unge generelt mener, at de har et godt fritidsliv.
Figuren viser, at unge generelt mener, at de har et godt fritidsliv.

Fritidslivet kan også være svært

Selv om undersøgelsen peger på, at størstedelen af unge har et godt fritidsliv, er det ikke alle, der har det sådan. Flere unge savner venner at være sammen med – og så gør skolen og bunken af lektier, at det kniber med tid og overskud.

-Jeg føler, skolen og alle de seriøse timer plus manglen på søvn virkelig har gjort en i et standard ked af det humør, lyder det fra en 14-årig pige.

Føler man sig ensom eller trist i en længere periode kan man få det rigtig svært. Derfor er det vigtigt at tale med nogen.

Hos Børnetelefonen kan du ringe og tale om dine tanker og bekymringer – helt anonymt. Du kan både ringe, chatte og skrive til brevkassen hos Børnetelefonen.

Du kan også kontakte Headspace eller Ung på Linje.

 

Det siger Børnekonventionen

Du har lov til at have fritid og tid til at lege samt lov til at deltage i forskellige aktiviteter.

Bliv klogere på Børnekonventionen og dine rettigheder her.

Tallene i denne artikel kommer fra Børnerådets undersøgelse: Det gode fritidsliv er venner, tid og frihed fra april 2019. Du kan finde flere resultater fra undersøgelsen på Børnerådets hjemmeside her eller læse hele undersøgelsen her.