Familie - Nogle gange kan det være svært i familien. - Børneportalen.dk
Har du brug for hjælp?

Famillie

Nogle gange kan det være svært i familien. Det kan være, at en af dine forældre eller søskende er alvorligt syg eller har et problem, som påvirker hele jeres familie. Det er naturligt at være ked af det, når ens nærmeste har det svært. Her kan du finde hjælp.

Når en af dine forældre eller søskende har det svært, påvirker det også dig og din hverdag. Og du kan få svære følelser som utryghed, savn og sorg. Der kan være mange forskellige ting, der påvirker din familie og dig.

Sygdom i familien

Når et familiemedlem bliver syg, kan der opstå mange følelser og tanker. Det kan være, du bliver rigtig ked af det, at du bliver bange for at miste, eller at du er bekymret for, om sygdommen er arvelig. Det kan også være, at du pludselig får en masse praktiske opgaver derhjemme, som dine forældre ikke selv magter at løse. Hvis din far eller mor er psykisk syg, oplever du måske, at du aldrig helt ved, hvad du kommer hjem til. Uanset om du pårørende til en, der er fysisk eller psykisk syg, kan det være rigtig godt at snakke med nogen om, hvordan du har det.

 

Misbrug i familien

En del børn har forældre, der drikker for meget eller tager stoffer. Og nogle har forældre, der er afhængige af at spille. Når ens forældre har et misbrug, ændrer det deres personlighed. Og det betyder, at de ofte ikke er den gode forælder, som alle forældre gerne vil være. De har svært ved at give deres børn tryghed og omsorg. Det kan være hårdt og ensomt, når ens forældre har det svært. Måske skjuler du det for dine venner eller nærmeste, fordi du er flov eller frygter, hvad der sker med din familie, hvis du fortæller andre om problemet. Hvis en i din familie har et misbrug, eller du er bekymret for, om de har, skal du søge hjælp. Det er vigtigt, at du taler med nogen om det.

 

Barn af en indsat

Nogle børn lever med, at en af deres forældre sidder i fængsel. Det kan være svært, fordi man er adskilt og altid savner. Men det kan også give følelser af vrede og skuffelse, ligesom det kan føles flovt og være svært at tale med andre om. Hvis du er barn af en indsat, har du måske brug for, at nogen lytter til, hvordan du har det.

Her kan du få hjælp:

SAVN Ungdom

- til alle unge, der er i familie med en indsat

SAVN Ungdom hjælper dig, der er ung og i familie med en indsat. På hverdage kan du ringe til SAVN og få en uforpligtende snak om alt eller intet - og det er selvfølgelig helt anonymt.

Telefon: 28 80 60 00

TUBA

Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere

Du kan få hjælp hos TUBA, hvis dine forældre er (eller har været) alkohol- eller stofmisbrugere. TUBA tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med misbrug. Hjælpen er gratis.

Alkolinjen Ung

Rådgivningen er for dig, der er mellem 9 og 19 år, og som har en mor eller far, der drikker for meget. Du kan ringe, chatte eller skrive til brevkassen hos Alkolinjen Ung. Det er gratis, og du kan være helt anonym.

Telefon: 80 20 05 00

Børn, Unge & Sorg

Hvis en i din familie er alvorligt syg, eller hvis du har mistet en i din familie, kan du få gratis hjælp og rådgivning hos Børn, Unge & Sorg. Du kan ringe, sms'e, chatte og skrive til brevkassen. Du kan også få samtaler med en psykolog eller komme i en samtalegruppe med andre børn og unge.

Telefon: 70 20 99 03

SIND

Landsforeningen for psykisk sundhed

Hos SIND kan du få telefonrådgivning og hjælp, hvis du selv er psykisk sårbar, eller hvis du er i familie med en, som lider af en psykisk sygdom.

Telefon: 70 23 27 50

StopSpillet

- hvis du ikke kan sige det højt, kan du sige det til os

StopSpillet er Spillemyndighedens hjælpelinje om spilafhængighed. Du kan ringe til StopSpillets rådgivere, hvis du selv har problemer med at spille meget, eller hvis du er bekymret for et familiemedlem eller en ven.

Telefon: 70 22 28 25

Psykiatrifonden

- sammen bekæmper vi psykisk sygdom

I Psykiatrifondens rådgivning kan du få hjælp til at håndtere det, der er svært. Det kan være, at du selv har det psykisk svært, eller at du er tæt på en, der er ramt af psykisk sygdom. Du kan både ringe, chatte og skrive til deres anonyme rådgivning.

Telefon: 39 25 25 25